Tubeless Ready? Fordele, ulemper og sådan skifter du fra slange til tubeless
Fordele og ulemper ved tubeless ready dæk – og hvad du skal vide, før du skifter
Af en erfaren triatlet og ejer af Transition Zone – din shop og værksted for seriøse triatleter og cykelryttere.
Hvorfor det er smart at have tubeless ready
Tubeless ready (TLR) har for alvor vundet indpas de seneste år – både blandt landevejsryttere og triatleter – og med god grund. Når du dropper slangen, får du en række fordele, der kan mærkes på både performance og komfort.
For det første reducerer du risikoen for punkteringer markant. Væsken inde i dækket lukker automatisk små huller og rifter, som normalt ville have givet en punktering med slange. Det betyder færre stop og mindre stress – især en fordel i konkurrencer, hvor hvert minut tæller.
Dernæst kan du køre med lavere dæktryk. Det giver bedre komfort, bedre greb – og i mange tilfælde lavere rullemodstand. Det lyder måske kontraintuitivt, men lavere dæktryk betyder, at dækket bedre kan absorbere ujævnheder, og dermed opretholder farten mere effektivt.
Endelig er det værd at nævne, at TLR-dæk generelt vejer lidt mindre end traditionelle dæk og slange kombinationer, hvilket ikke gør nogen dårlig forskel, når man er vild med watt og vægtoptimering.
Hvad man skal være opmærksom på, når man nu ikke kører med slange længere
Men det er ikke hele historien – for selvom tubeless ready er smart, så kræver det også lidt mere vedligeholdelse og forståelse.
Først og fremmest skal du være opmærksom på væsken. Den tørrer ud med tiden og skal genopfyldes cirka hver 2.-3. måned – oftere, hvis du kører meget i varme forhold. Glemmer du det, mister du hele pointen ved systemet.
Du skal også holde øje med dækkets tæthed mod fælgkanten. Hvis du ikke har det rigtige match mellem fælg og dæk – eller hvis monteringen ikke er gjort ordentligt – kan du opleve, at dækket ikke holder tæt, og så bliver det aldrig en succes.
Og ja – punkteringer kan stadig ske. Store huller, cuts på kanten af dækket eller manglende væske kan betyde, at du alligevel må stoppe og enten bruge en plug (prop) eller i værste fald sætte en slange i. Derfor anbefaler jeg altid at have en ekstra slange og CO2 med – også selvom du kører tubeless.
Sådan skifter du fra slange til tubeless – uden at miste forstanden
Hvis du overvejer at skifte fra traditionel dæk + slange til tubeless, så er der heldigvis ikke langt fra tanke til handling. Dit hjulsæt skal dog være tubeless ready - det står typisk trykt på fælgen eller i specifikationerne.
Her er det, du skal bruge:
-
Et sæt TLR-dæk
-
Tubeless-fælgtape (hvis dine fælge ikke allerede er tapet op)
-
Tubeless-ventiler
-
Tubeless-væske
-
En god gulvpumpe med tryk eller en kompressor (for at få dækket til at poppe på plads)
-
Og en smule tålmodighed første gang
Først skal fælgen tapes korrekt – det skal være lufttæt ellers holder systemet ikke tæt. Herefter monterer du dækket hele vejen rundt på nær et lille stykke, her hælder du væsken i og til sidst vippes dækket helt på plads. Nogle væsker kan hældes igennem ventilen - dette er mere praktisk og griser ofte mindre. Brug derefter din pumpe eller kompressor til at få dækket til at sætte sig korrekt på fælgen – du vil høre et par høje pops, når det sker. Til sidst ryster du hjulet godt, så væsken fordeles i hele dækket.
Lyder det bøvlet? Det kan det være første gang – men når først systemet kører, vil du sjældent gå tilbage.
Konklusion
Tubeless ready er ikke en magisk løsning, men det er tæt på. Med færre punkteringer, lavere rullemodstand og bedre komfort er det et solidt valg for både triatleter, landevejsryttere samt gravel- og mountainbikefolk. Det kræver lidt mere opsætning og vedligehold, men belønningen er klar: Mere tid i sadlen og mindre tid med dækjern i hånden.
Har du spørgsmål eller vil have os til at hjælpe med din opsætning? Kig forbi værkstedet – vi har både grejet og erfaringen.