En triathloncykel er ofte blandt de største investeringer, en triatlet foretager sig. Her dykker vi ned i, hvad du reelt får for pengene ved at købe en triathloncykel. Og vi sætter dem op imod almindelige racercykler brugt til triathlon.
Målet er at give dig et klart billede af værdien i en triathloncykel, så du kan træffe det rigtige valg baseret på dit niveau og ambitioner.
Den største performance forskel
Den største forskel mellem en triathloncykel og en racercykel findes i geometrien og kørestillingen. Triathloncykler har typisk en mere aerodynamisk position, hvor rytteren sidder længere fremme på sadlen og med armene ude i styrets extensions. Positionen gør det muligt at holde højere fart med færre watt, samtidig med at musklerne spares mest muligt til løbet bagefter.
Racercykler er designet med mere alsidighed og komfort i tankerne, hvilket gør dem velegnede til bakket terræn, tekniske nedkørsler og længere træningsture, men mindre optimerede til triathlon.
Aerodynamik
Triathloncykler er designet til at minimere luftmodstanden i stellets opbygning. Extensions og integrerede opbevaringsløsninger gør det muligt at køre længere og hurtigere uden at spilde energi. Med skifteknapper for enden af dine extensions er det muligt at skifte gear uden at forlade aero positionen.
Racercykler kan tilføres extensions, men geometrien og stellets design begrænser, hvor effektivt den aerodynamiske position kan opretholdes over lange distancer. På racercykler er styr og gearplacering ofte mindre fleksible, og skift i aerobars kræver typisk, at du løfter kroppen, hvilket øger vindmodstanden. Her skal du også være opmærksom på, at langt de fleste extensions passer til runde styr, hvorfor det kan være svært at finde passende extensions til et fladt racerstyr.
Komfort
På en triathloncykel er alt optimeret til, at kroppen forbliver i aero positionen længst muligt. Her er sadlen et godt eksempel, hvor der er forskel på en triathlonsadel og en landevejssadel. En typisk triathlon sadel har mere støtte i spidsen af sadlen, hvor kroppens vægt ligger. Det er med til at åbne hoften op, for at maksimere kraftoverførslen ned i pedalerne.
Omvendt er en landevejs sadel udviklet med udgangspunkt i, at kroppens vægt er placeret længere tilbage på sadlen.
Det er af samme grund, at mange triathlondragter har en mindre pude i buksen, sammenlignet med almindelige bibs. Fordi, det ikke er nødvendigt at have store puder i dragten når kroppen er i aero positionen - og triathlonsadlen kompenserer for den mindre pude.
Hvis du overvejer at køre dit næste triathlonstævne på en racercykel med extensions på styret, kan det være værd at overveje at investere i en ny sadel - især, hvis du skal køre en længere distance. Du kan også overveje, hvilken triathlon dragt der passer bedst til dig. Eksempelvis har dragterne fra Surpas mere skum i puden, end dragterne fra Fusion.
Opbevaring
Triathloncykler kommer ofte med integrerede opbevaringsløsninger til gels og væske.
Racercykler kan fint udstyres med lignende komponenter, men deres stel og geometri er ikke skræddersyet til at udnytte disse funktioner fuldt ud.
Bike fit
Det kan være en rigtig god idé at få lavet et bikefit, når du køber en ny cykel. Hos TeamAllOut kan du booke et pre-purchase fit, hvor der laves opmåling af kroppen, fysioterapeutisk undersøgelse og efterfølgende rapport med rådgivning om køb af en ny cykel. Du kan også vælge et fuldt bikefit, hvor cyklen tilpasses præcist til din position og komfort. Ved at få din cykel indstillet professionelt kan du undgå siddesår, ledsmerter og andet ubehag ved din cykeltræning.
Mange nybegyndere laver fejlen at købe en cykel – nogle gange brugt – uden tilstrækkelig kendskab til størrelsen. Det kan føre til, at cyklen er for stor eller lille, og efterfølgende justeringer kan blive både besværlige og dyre.
Kort sagt
Hvis målet er at optimere performance i triathlon, giver en triathloncykel mere værdi end en racercykel med extensions. Geometri, aerodynamik og cockpit er nøje designet til at hjælpe dig med at skære gennem vinden, holde energien og opnå de bedste tider på distancen.
Her kan du finde et bredt udvalg af triathloncykler, så du kan vælge den cykel, der passer bedst til dine mål og dit niveau.
En almindelig racercykel med extensions kan være et fornuftigt alternativ for nybegyndere. Særligt, hvis du ikke er klar til at investere i en triathlon cykel og gerne vil have en landevejscykel til andre formål udover triathlon. Det kan være en fin start til de kortere distancer, hvor du afprøver triathlondisciplinen.

